Flere CMS-brugere -> mere simpelt CMS
Step Two har en interessant artikel om sammenhængen mellem antallet af CMS-brugere og hvor avanceret CMS’et skal være.
Jeg synes, at det har bølget frem og tilbage, om virksomheder vælger en central eller decentral strategi for vedligeholdelse af indholdet. Da virksomheder begyndte at erstatte flade HTML-sites med CMS, var det attraktivt, at alle i organisationen kunne blive webmastere. CMS-leverandører solgte på denne præmis, og kunderne købte. For de fleste virksomheder gav det problemer. Dels var systemerne ikke egnede til at blive brugt af alle i virksomheden, fordi brugervenligheden ikke var tilstrækkelig, og dels var alle personer i virksomhederne ikke i stand til at formidle på et tilstrækkeligt godt niveau. At besidde den rigtige viden er ikke et tilstrækkeligt kriterium til at kunne formidle den.
Mange virksomheder gik siden tilbage til en central model, hvor en enkelt webredaktør fik ansvaret for publicering af alt indholdet på sitet. Selv meget store, internationale virksomheder bruger den model i dag.
For mange virksomheder er det optimale nok en kombination af de to strategier: At lade indhold blive tilføjet til systemet decentralt og blive publiceret centralt. Og her er Step Two’s pointe rigtig: Når man skal rulle et CMS ud til mange i en organisation, skal man passe på med at få et alt for avanceret CMS. Forretningsbrugere skal have det absolut mest simple interface til at levere indhold til CMS’et.
Men man får mere ud af at tænke CMS’et i to forskellige områder: Indholdsproduktion og -publicering. Jeg mener, at et godt CMS skal have et ekstremt simpelt interface til indholdsproduktionen men et avanceret interface til indholdspubliceringen. Det er ikke nok bare at bede om et simpelt CMS, når det skal bruges af mange brugere…
Eller hvad?