CMS – fra web-site til forretning

Mange CMS’er driver i dag blot et web-site, hvor de i stedet kunne have drevet en forretning på nettet. Jeg mener ikke nødvendigvis en forretning som det sted, hvor der sælges varer eller tjenester, men den grundlæggende måde at drive sin virksomhed eller organisation på.

Lad os indrømme det. Når vi kigger på indholdet af de fleste web-sites, indeholder de for det meste blot information. Der er beskrivelser – ofte udtømmende – af produkter, nyheder om nye kunder, produkter eller medarbejdere, og der er beskrivelse af virksomheden selv. Siderne er, takket være CMS’et, konsistente i designet, og indholdet er måske endda opdateret. Hvad er problemet så?

Problemet er, at hvor sitet kunne tjene penge til virksomheden, spare penge ved at flytte manuelle arbejdsgange til nettet og skabe gladere kunder ved at tilbyde bedre service på nettet – ja, så ligger sitet bare dér og koster penge.

Problemet er, at mange sites er drevet af en web-afdeling, en web-master eller lignende, der har til opgave at lave et pænt og opdateret website, mens den egentlige opgave burde være en helt anden: At understøtte virksomhedens forretningsprocesser på nettet.

For nogle år siden talte man om, at virksomheden skulle på nettet. Det betød, at virksomheden skulle have et website. I dag er dette udsagn nødt til at have en anden betydning, nemlig at virksomhedens processer skal på nettet. Se på dit eget website. Synes du, at det afspejler jeres forretning eller er det bare jeres profilbrochure?

Web-sitet skal bringes ind på direktionsgangen eller bare ind til direktøren, hvis det skal til at handle om forretning. Det skal gribes strategisk an og ikke bare være noget, der er gjort, fordi det skal gøres.

Lad være med at planlæg en revolution i virksomheden, men find ud af, om jeres website ikke kan understøtte jeres forretning (bedre). Det vigtigste er, at de forskellige forretningsmæssige ansvarlige personer i virksomheden inddrages i projektet. Isoleres web-sitet i web-afdelingen, bliver det aldrig til mere end et pænt website.

Hvis du er web-ansvarlig, så er det afgørende, at du får en grundig forståelse for virksomhedens forretning. Spørg personalechefen, hvordan man håndterer ansættelsesprocessen, jobopslag, behandling af ansøgninger, besvarelser etc. Tal med salgschefen og find ud af, hvordan man skaffer sig nye kunder (leads). Find ud af, hvordan jeres kundesupport håndterer henvendelser og sager. Hvordan håndterer jeres marketingchef udsending af invitationer til seminarer og samler tilmeldinger efterfølgende?

Når du har en god forståelse af jeres vigtigste forretningsprocesser, så er det nødvendigt at opstille en strategi for web-sitet. Hvilke mål skal web-sitet opnå? Med hvilke ressourcer? Hvordan vil man måle målopfyldelsen? Det er de tre vigtigste parametre i at indtænke web-strategien, hvis web-sitet skal kunne understøtte virksomhedens forretningsprocesser.

Bragt i Synkrons nyhedsbrev Juni 2005

Skriv et svar