Hvordan får du din chef til at forstå den forretningsmæssige værdi i weblogs?

FDIHs arrangementet i går om weblogs var vi alle rørende enige om, at weblogs er en strålende ting. Men mange af os har haft den erfaring, at når man forsøger at indføre weblogs ad officiel vej i den virksomhed, man arbejder i, så støder det på problemer.

Sagen er, at det kan være en vanskelig opgave at overtale sin direktør eller chef til, at virksomheden skal bruge weblog-formatet fordi:

  1. Chefen aner ikke, hvad du taler om
  2. Chefen associerer weblogs med følsommme dagbogsoptegnelser
  3. Det konflikter med den traditionelle opfattelse af relationen mellem en virksomhed og dens omgivelser

De første to problemer er banale, mens det tredje er helt centralt.

Hvad er umiddelbart lyder som en simpel opgave – at installere en weblog – rammer helt ind i hjertet af den gennemsnitlige chefs opfattelse af virksomheden og dens relation til kunder, partnere, presse, konkurrenter – omgivelserne i det hele taget. Der er nemlig typisk en dem-og-os-opfattelse med tilhørende behov for lukkethed og behov for kontrol over kommunikationen.

Kommunikationen bliver styret i så faste formater og med en så firmaagtig stemme, at man som kunde mister interessen for virksomheden. Læs for eksempel en pressemeddelelse og genfortæl den 10 minutter efter. Man har glemt det på grund af ligegyldighed. Hører man derimod et engageret menneske fortælle brændende om sit produkt, kan man huske det hele.

Der er meget faste grænser for, hvad man fortælle omverden, fordi konkurrenter eller kunder kan misbruge informationen. Virksomheder har en opfattelse af sig selv i krig mod kunderne. Man angriber markedet og taber eller vinder sager.

En weblog undergraver fuldkomment muligheden for at opretholde en – fiktiv – mur mellem firmaet og dets omgivelser, og det gør det umuligt at kontrollere kommunikationen.

Well, hvis din ambition er, at der skal indføres weblogs i din virksomhed – fordi en åbenhed er positiv for forretningen – kan du overveje at gribe det an sådan:

Start indefra-og-ud. Weblogs er en fin erstatning for det intranet, der aldrig kom til at fungere. Lad medarbejdere tale åbent med hinanden (del viden) på interne weblogs. Næste skridt: Tal med eksisterende kunder i weblogs. Du vil hurtigt opleve, at de er loyale og vil give dig en masse værdifuld feedback på det, du fortæller dem. Det er slet ikke farligt, vel? Tal nu med virksomhedens partner i weblogs og tag til sidst skridtet og tal åbent med omgivelserne i weblogs.

Uanset hvad du gør, så lad for guds skyld ikke marketingafdelingen styre projektet. Marketingfolk kan ikke tale som almindelige mennesker. Det er noget, man lærer som en del af uddannelsen.

1 svar til“ Hvordan får du din chef til at forstå den forretningsmæssige værdi i weblogs? ”

  1. Jacob Bøtter Siger:

    Som jeg også gav udtryk for i går, så er jeg rørende enig med dig!

    Nåede dog ikke at fortælle jeg har læst din weblog længe og det er en af de feeds jeg aldrig springer over, næsten tværtimod! Så håber virkelig du fortsætter med at dine indlæg.. de betyder en del :)

    Du stilte John et meget vigtigt spørgsmål, hvorvidt han mener weblogs kan erstatte det WWW vi kender i dag – du tilkendegav dog aldrig din egen mening på dette punkt?

Skriv et svar