NB: Dette er ikke en posting om avisens fremtid vs. netnyheder. Læs i stedet om dette hos Jesper Balslev, der har skrevet en begavet posting om dette. Denne posting er en vurdering af kampagnens site.
Danske Dagblades Forening er i gang med at kaste 40 mio efter (primært) Henrik Dahl og Nørgård Mikkelsen for først at finde ud af, hvorfor folk ikke læser aviser og dernæst at få dem til det.
Reklamedrengene har lavet et kampagnesite med microfilm (uh), der skal overbevise os om, at aviser er fine at klippe i og lave ritualer ud af.
Hvad er der galt i det? Der er meget galt, hvis man skal vurdere, om kampagnesitet skal tjene de 40 mio hjem i flere solgte aviser.
Kampagnesitet er et ultratraditionelt bureau-kampagnesite. Flash über alles, tungt, langsomt og æstetisk. Yderst skrabet på anvendelighed, tilgængelighed og forståelse for nettet. Hvis jeg fx synes, at filmen er cool, hvorfor kan jeg så ikke hente den ned på min egen computer, så jeg kan vise den til venner og bekendte i tide og utide?
Hvad kan jeg som bruger på sitet?
- Se en film
- Købe et avisabonnement (det er jo hele missionen, for søren)
- Deltage i en konkurrence og vinde en baby-sitter (slet ikke tosset)
- Deltage i en anden konkurrence og vinde pausefisk (det *er* tosset)
- Indsende min egen historie om avislæsning (det har jeg gjort, men den kom ikke på sitet)
- C’ets tout…
Det er ikke voldsomt imponerende. Slemt skuffende, faktisk. Nu ved jeg jo ikke, hvor mange af de 40 mio, der er gået til kampagnesitet, men det må være meget lidt, siden det er så idéforladt og ligegyldigt.
Det er jo nemt at brokke sig, så her er et par idéer til, hvad man kunne have gjort på et kampagnesite af denne type:
- Nettet fungerer anderledes end en TV-reklame, så lad være med at lav et site på den måde. Nettet giver mulighed for feedback og deltagelse. Netop derfor er det spild af godt potentiale, når der bare vises en film og laves ugebladsagtige gættekonkurrencer om akvariefisk.
- Vær ikke bange for brugerne derude. Lad dem fortælle deres egne historier uden at censurere så stærkt i dem, at de eneste publicerede er for positive til at være troværdige. Kunderne (læserne) fortæller deres egne historier, og de gør det i ét væk. Hvorfor ikke tage konversationen ind på sitet?
- Lad være med at tale ned til kunderne. Det er virkeligt trist at tro, at sites besøgende får mere lyst til at læse aviser, fordi de kan vinde akvariefisk eller se en film. Tal til kunderne som ligeværdige (eller mere end det). Hvis kunderne ikke vil købe dit produkt eller læse din avis, så er det ikke fordi de er dumme – så er det fordi, det er på tide at udvikle dit produkt.
- Lad være med at få et bureau til at lave dit site. Bureauer kan kun tænke i ét kommunikationsformat: Kampagnen (og på nettet: Kampagnesitet). Desværre gider ingen bruge kampagnesites, fordi de er for statiske (Flash er besværligt at opdatere), bruger-u-venlige (der er nye, smarte navigationsprincipper) og for uengagerende (monolog). Lad i stedet sitet være et sted, hvor du går i dialog med dine kunder på lige fod. Indholdet *er* vigtigere end formen.
Gisp, det blev en hel pamflet. Tak fordi du hang på så langt. Og jeg har endnu ikke brokket mig over særskrivningen “Avis Tid” i titlen, når det nu hedder “Avistid” (det er hermed gjort) UPDATE: De har sørme rettet det.